Daniell Marcussen
I det sydlige Ukraine eksisterede der fra 1918 til 1921 en stærk anarkistisk bevægelse, Makhno-bevægelsen, som først kæmpede imod de kontrarevolutionære hvide, der havde besat Ukraine efter Brest-Litovsk freden, og derefter måtte forsvare sig imod Den røde Hær. Bevægelsen blev dannet af anarkisten Nestor Ivanovich Makhno, som var født i 1889 og søn af fattige ukrainske bønder. Han havde taget del i 1905-revolutionen, hvorefter han var blevet anarkist. Makhno blev i 1908 dømt til døden af zarregimet, men dommen blev pga. hans unge alder omstødt til livstid og hårdt straffearbejde, som skulle afsones i Butirky-fængslet. Makhno blev, ligesom mange andre politiske fanger, løsladt efter Februarrevolutionen 1917.
Makhno-bevægelsens indtog i midten af september 1918 den ukrainske købstad Guljai-Polje, en traditionelt oprørsk by med 20-30.000 indbyggere, hvilket gav Makhno-bevægelsen adgang til våbenreserver og lagre. De tyske og østrigske besættelsestropper måtte trække sig tilbage og Makhno-bevægelsen fik kontrollen over et område med 7 millioner indbyggere, hvis centrum var Guljai-Polje og længst sydpå nåede Det azovske Hav ved havnebyen Berdyansk [1].
I det befriede Ukraine gav Makhno-bevægelsen med støtte fra den anarkistiske organisation Nabat [2], hvor bl.a. Volin og Peter Arshinov arbejdede, sig til at udvikle et sovjet-system efter anarkistiske principper (se bilag 2). Jorden blev således kollektiviseret og opdyrket i fællesskab. De personer, som for en midlertidig periode var valgt til de styrende poster, genoptog bagefter deres sædvanlige arbejde side om side med de andre medlemmer af kommunen. Produktionsenhederne blev sluttet føderativt sammen i distrikter, og distrikterne i regioner. Sovjetterne, som var uafhængige af politiske partier, blev integreret i et sammenhængende økonomisk system, som byggede på social lighed. Når makhno-partisanerne trængte ind i et område, opslog de plakater, hvor man kunne læse: "Bønderne og arbejdernes frihed tilhører dem selv og skal ikke underlægges nogen restriktioner. Det er op til bønderne og arbejderne selv at handle, organisere sig og komme overens med hinanden på alle livets områder, sådan som de selv finder det rigtigt og sådan som de selv ønsker det (...). Makhnovisterne kan kun hjælpe dem, give dem det eller det råd eller vink (...). Men de kan ikke og vil ikke i noget tilfælde styre dem." [3] Makhno-bevægelsen var ikke i sit udgangspunkt i opposition til centralregeringen men ønskede blot retten til selvstændigt at skabe et ukrainsk sovjet-system efter egne principper. Om forholdet til centralregeringen skrev Makhno-bevægelsen i et overenskomstforslag i efteråret 1920: "I det område, hvor makhnovisterne kommer til at operere, skal arbejder- og bondebefolkningen oprette deres egne frie institutioner for økonomisk og politisk selvforvaltning. Disse institutioner skal være selvstændige og - gennem aftaler - knyttes føderativt til sovjetrepublikkens styrende organer." [4] Denne holdning til centralregeringen og kærlighed til lokalt selvstyre gjorde, at Makhno-hærens anarkistiske partisaner nægtede at underlægge sig lederen af Den røde Hær, Trotskijs overkommando. Dog indgik Makhno-hæren i perioder som en selvstændig del af Den røde Hær med egen struktur og under anarkismens sorte flag. Makhno-bevægelsens største svaghed var muligvis, at den var meget bondeanarkistisk i sin idé- og organisationsform. Makhno-bevægelsen havde ikke anarkosyndikalismens redskaber og idéer til at organisere industriproduktionen i byerne, og den så det heller ikke som sin opgave; ifølge Makhno var det by-anarkisterne, der svigtede og ikke Makhno-bevægelsen.
Militært var Makhno-hæren enestående; den bestod af titusinder af frivillige soldater, som i perioder gik i kamp med kun et gevær for hver to eller tre mand - når én faldt gik geværet videre til den næste. Alligevel lykkedes det Makhnos partisaner at drive Denikin og Wrangel i Sorte Havet. I modsætning til Den røde Hær, som i Ukraine kun kæmpede langs med jernbanelinjerne uden at fjerne sig fra deres pansertog, var Makhno-hæren fantastisk mobil. Makhno opfandt en form for infanteri, der var anbragt i lette affjedrede kærrer, hvilket gjorde det muligt at tilbagelægge op til hundrede kilometer om dagen. Makhno-hæren var også ofte meget utraditionel i sin måde at føre krig på, f.eks. fandt de på at begrave deres våben og opløse sig selv. Partisanerne kunne så passere ubevæbnet og ubemærket gennem frontlinjen, grave andre våben op bag fjendens linjer og angribe fra uventet hold. Ved en lejlighed fik Makhno og en gruppe partisaner adgang til en af overklassens fester, forklædte som vagter angreb de festdeltagerne under middagen. I slutningen af december 1918 lykkedes det Makhno at erobre byen Ekaterinoslav fra de hvide. Makhno og hans partisaner kørte direkte ind i centrum af Ekaterinoslav i et almindeligt passagertog, hvor de kunne stige ud af toget, tage deres skjulte våben frem og gå i krig fra byens banegård [5]. Selvom Makhno-hæren var den mest folkelige og demokratiske i sin organisations- og kommandoform på sin tid, er den af andre anarkister blevet kritiseret på netop disse for anarkister så vigtige punkter. Makhno-hæren benyttede sig f.eks. i perioder af dødsstraf som disciplinær middel, og der var i andre perioder tendes til, at magten i hæren blev centraliseret i hænderne på Makhno selv og hans nærmeste medarbejdere. Disse kritikpunkter er vigtige og må ikke overses i en vurdering af Makhno-bevægelsen som helhed, men de er først og fremmest vigtige for anarkister og vil aldrig kunne bruges af hverken tilhængere af Den røde Hær eller de hvide.
Trotskij, som blev en af Makhno-bevægelses største fjender, startede sin kampagne den 4. juni 1919 med at udsende den berygtede befaling nr. 1824 (se bilag 3), som forbød afholdelsen af den kommende kongres for områdets sovjetter og sidestillede deltagelse i kongressen med højforræderi. I befaling nr. 1824 beskyldte Trotskij også Makhno-hæren for at overlade fronten til de hvide, som han påstod at Makhnos brigade ustandselig veg tilbage for på grund af ledelsens uegnethed, kriminelle tendenser og forræderi. Samtidig forhindrede Trotskij, at ammunition- og våbenforsyninger nåede frem til Makhno-hæren [6]. Den strategi, som Trotskij her valgte, minder meget om noget, man 18 år senere skulle komme til at opleve i Spanien; Trotskij nægtede Makhnos partisaner våben, selvom han havde forpligtet sig til at komme dem til undsætning, hvorefter han beskyldte dem for at have ladet sig slå af de hvide. Det er ikke utænkeligt, at det er herfra stalinisterne fik idéen til deres kampagne imod CNT og POUM under Den spanske Borgerkrig. Efter befaling nr. 1824 blev der alligevel i to omgange indgået aftaler mellem Makhnos partisaner og Den røde Hær; i forbindelse med kampen imod general Denikin i efteråret 1919 og genral Wrangel i oktober 1920. Både Denikin og Wrangel blev, med støtte fra Den røde Hær, slået af Makhnos partisaner. Makhno-hærens sejr over de hvide ved Peregonovka afskar Denikins forsyningslinjer, og redede således Moskva i borgerkrigens mest kritiske periode.
Den 25. november 1920, efter at Wrangel var slået, blev officerene fra Makhno-hæren på Krim indkaldt af bolsjevikkerne til at deltage et krigsråd, hvor de alle blev arresteret og skudt. Samtidig gav Trotskij ordre til Den røde Hær om at angribe Makhnos tropper ved Guljai-Polje. Det lykkedes Makhnos tropper at bryde igennem spærringen og de næste ni måneder frem til august 1921 forsvarede de sig i en mere og mere ulige kamp mod Den røde Hær [7] Makhnos partisaner udsendte under kampene en appel til deres kammerater i Den røde Hær hvor der bl.a. stod: "Vi er oprørske, revolutionære Makhno-folk, bønder og arbejdere som jer, vore brødre i Den røde Armé! Vi har gjort oprør mod undertrykkelsen og fornedrelsen; vi kæmper for et bedre og rigere liv. Vores ideal er at etablere et arbejdersamfund uden autoritet, uden parasitter og uden kommissærer. Vores umiddelbare mål er at etablere et sovjet-regime, uden bolsjevikkernes autoritet og uden nogensomhelst partipression." [8] Efter Den røde Hærs sejr lykkedes det Nestor Makhno at flygte til Rumænien og derfra videre til Paris, hvor han levede resten af sit liv som fabriksarbejder [9].
[1] Guérin, Daniel: Anarkismen.
Borgens Forlag, Trykkested ikke angivet, 1979. S. 94 og Voline: The Unknown
Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 553f.
[2] Nabat (Alarmklokken) var en stor sammenslutning af
anarkistiske organisationer i Ukraine. På en kongres i 1919 besluttede den at
afbryde ethvert samarbejde med sovjetterne, efter at de var blevet reduceret til
redskaber for kommunistpartiet. I november 1920 blev deltagerne på
Nabat-kongressen arresteret på Trotskijs ordre, hvorefter organisationen måtte
standse sine aktiviteter. Goldman, Emma: Anarkistiske erindringer. Borgens
Forlag, Odense, 1976. S. 220 + S. 229.
[3] Guérin, Daniel: Anarkismen. Borgens Forlag, Trykkested ikke
angivet, 1979. S. 95.
[4] Ibid. S. 95 og Arshinov, Peter: History of The Makhnovist
Movement. Freedom Press, London, 1987. S. 177ff.
[5] Serge, Victor: En revolutionærs erindringer 1. bind.
Samlerens Bogklub, Viborg, udgivelsesår ikke angivet. S. 177 og Avrich, Paul:
Anarchist Portraits. Princeton University Press, USA, 1988. S. 113f.
[6] Arshinov, Peter: History of The Makhnovist Movement. Freedom
Press, London, 1987. S. 122ff.
[7] Serge, Victor: En revolutionærs erindringer 1. bind.
Samlerens Bogklub, Viborg, udgivelsesår ikke angivet. S. 178 og Avrich, Paul:
Anarchist Portraits. Princeton University Press, USA, 1988. S. 115f.
[8] Cohn-Bendit, Daniel og Gabriel: Venstreradikalismen. Rhodos,
Holstebro, 1968. S. 282f.
[9] Serge, Victor: En revolutionærs erindringer 1. bind.
Samlerens Bogklub, Viborg, udgivelsesår ikke angivet. S. 178.
Source: Direkte Aktion; Kronstadt - Det sidste stop før Stalin
Return to The Nestor Makhno Archive
Other pages connected to this site: