Daniell Marcussen
1.0
Indledning
Siden Berlinmurens fald har neo-liberalismen og den privat-kapitalistiske måde at indrette produktion og samfund på fremstået som de eneste rammer indenfor hvilke, fremtidens samfund kan udvikle sig.
Min motivation for at skrive dette projekt har været at se på muligheden for at skabe eller genskabe alternative samfundsmodeller og udviklingsmuligheder. Hvis der på noget tidspunkt skal opstilles et troværdigt alternativ til venstre, som kan bryde dette monopol på den rigtige samfunds udvikling, er det nødvendigt at forstå, hvad det var for en udvikling, der førte til over 70 år med socialistiske diktaturstater. Uden denne forståelse er det ikke muligt at opstille alternativer, som kan bryde det monopol som eksisterer i dag eller undgå at begå de samme fejltagelser igen.
1.1 Emne introduktion
Den russiske Revolution og dens udviklingen fra 1917 til 1921 har haft afgørende indflydelse på det 20. århundredes sociale og nationale befrielseskampe. En forståelse af udviklingen i Rusland er på mange måder en nøgle til at forstå de bevægelser, der fulgte efter. Hvordan kunne Den russiske Revolution, som udsprang af en demokratisk rådsbevægelse, i løbet af 5 år udvikle sig til et étparti system, hvor enhver opposition udenfor såvel som indenfor partiet var forbudt? Og hvordan kunne de råd, der gennemførte revolutionen miste al magt til fordel for en centralistisk stat?
Hvorfor underminerede bolsjevikkerne de selvstændige arbejder- og bondeorganer, som de selv støttede sig til under Oktoberrevolutionen? Lenins og bolsjevikkernes holdning til arbejderorganerne, som den bl.a. kom til udtryk i Staten og revolutionen, lagde op til en samfundsmodel, hvor disse organer skulle spille en afgørende rolle både politisk og økonomisk. Efter Oktoberrevolutionen blev arbejderorganernes magt imidlertid gradvist undermineret, og de andre socialistiske retninger, som havde deltaget i revolutionen, blev en efter en ulovliggjort og udsat for forfølgelse. Hvad skete der med arbejder og bondeorganerne og de andre socialistiske retninger, der deltog i revolutionen - eller med andre ord: Blev bolsjevikkernes revolutionsprogram fra oktober 1917 nogensinde ført ud i livet? Og hvis nej - hvorfor ikke? Hvad var grunden til at bolsjevikkerne ikke byggede det nye socialistiske samfund på det rådssystem som var opstået i 1917, og hvorfor kunne en socialistisk opposition udenfor kommunist partiet ikke accepteres?
For at svare på disse spørgsmål og nå frem til en forståelse af den udvikling, som fandt sted i Rusland i de første år efter Oktoberrevolutionen 1917, har jeg valgt at beskæftige mig med den anarkistiske Makhno-bevægelse i det syd-østlige Ukraine. Makhno-bevægelsen, som har fået navn efter den unge anarkist Nestor Makhno, er et godt eksempel på de to typer af bevægelser, der opstod overalt i det Russiske rige i forbindelse med revolutionerne i 1917 - den politiske og den økonomiske/sociale. Makhno-bevægelsen var som noget særligt både politisk og økonomisk/social; Makhno-bevægelsens anarkistiske grundlag repræsenterede en politisk opposition til bolsjevikkerne. Den rådsorganisering, som fandt sted i det område Makhno-bevægelsen i perioder kontrollerede, repræsenterede en økonomisk/social opposition til den centrale statsstyring af produktionen og økonomien. Bolsjevikkernes politik i forhold til makhnovisterne kan derfor bruges at nå frem til en forståelse af det forhold, der var mellem parti og stat på den ene side og arbejderklassen og bondebefolkningen på den anden, men også til at undersøge undertrykkelsen af den socialistiske opposition.
1.2 Problemstilling
Hovedproblematikken i mit projekt vil dreje sig om problemerne for en fredelig løsning på konflikten mellem Makhno-bevægelsen og bolsjevikkerne og årsagerne til, at der ikke blev lavet en føderativ sammenslutning mellem Makhno-området og Sovjet-republikken.
Jeg arbejder i dette projekt med den hypotese, at Makhno-bevægelsen var en revolutionær anarkistiske bevægelse, ligesom den gav sig ud for at være, og denne hypotese vil jeg afprøve i forhold til to andre forståelser af Makhno-bevægelsen; 1.) at Makhno-bevægelsen var en kontrarevolutionær, antisemitisk og nationalistisk kulak[1] bevægelse. Denne forståelse lå til grund for bolsjevikkernes undertrykkelse af bevægelsen og er blevet brugt siden i den kommunistiske historieskrivning (særlig den trotskijstiske). 2.) at Makhno-bevægelsen var en bandithær. Denne forståelse kan bl.a. underbygges af Eric Hobsbawms beskrivelse og definition af det sociale banditvæsen,[2] som opstår i visse typer af bondesamfund og i nogle situationer antager form af individuel oprør eller smelter sammen med egentlige revolutionære bevægelser.
Hvis min hypotese om den revolutionære anarkist bevægelse holder burde en fredelig sameksistens mellem det revolutionære Makhno-område og Sovjet-republikken være mulig. Men hvorfor blev Makhno-bevægelsen så undertrykt? Min anden hypotese i dette projekt er, at grunden til undertrykkelsen af Makhno-bevægelsen skal findes i den leninistiske revolutionsopfattelse, herunder stats- og partiopfattelse. Dette leder mig over til projektets hovedproblem, som således kommer til at lyde:
problemsætning:
Hvorfor kunne bolsjevikkerne ikke acceptere en selvstændig socialistisk massebevægelse udenfor partiet? Hvorfor ikke en føderativ sammenslutning mellem Sovjet-republikken og Makhno-området?
1.3 Disposition og metodeovervejelser
Projektet er struktureret således, at der efter afsnittet om kilder og historiografi kommer en præsentation af de to ideologiske retninger, der spiller en central rolle i dette projekt; marxismen og anarkismen. Jeg indleder med en mere overordnet beskrivelse af anarkismen og marxismen herunder splittelsen mellem Marx og Bakunin i 1. Internationale. Herefter vil jeg gennemgå de to ideologier hver for sig; marxismen med særlig vægt på leninismen og anarkismen med særlig vægt på makhnovismen, hvis man da kan tale om en sådan. Disse præsentationer skal bruges dels til en vurdering af Makhno-bevægelsens natur og dels til at svare på hovedproblemet, som jævnfør min hypotese forudsætter en forståelse af bolsjevikkernes revolutionsopfattelse. Præsentationerne af de to ideologier; marxismen og anarkismen tager udgangspunkt i den periode, som behandles i denne tekst, og kan derfor ikke betragtes som tilstrækkelig i forhold til de to ideologiers udtryk og indbyrdes konflikt i dag.
Efterfølgende vil jeg gennemgå det historiske hændelsesforløb, først i et overordnet afsnit om revolutionens udvikling i Rusland som helhed og siden i et specifikt afsnit om revolutionen og kontrarevolutionen i Ukraine med hovedvægt på Makhno-bevægelsens rolle.
Herefter vil jeg gennemgå de tre forskellige forståelser af Makhno-bevægelsen: 1.) kontrarevolutionære, 2.) banditter, 3.) revolutionære anarkister. Dette skal bruges til at afprøve min hypotese om, at Makhno-bevægelsen faktisk var, hvad den gav sig ud for at være; nemlig en revolutionær anarkistisk bevægelse.
Afslutningsvis vil jeg, hvis min første hypotese holder, diskutere min anden hypotese, ifølge hvilken grunden til undertrykkelsen af Makhno-bevægelsen skal findes i den leninistiske revolutionsopfattelse. Denne endelige diskussion, som skal bruges til at svare på projektets hovedproblem, vil tage udgangspunkt dels i de ideologiske modsætninger, som jeg har gennemgået i afsnittet om marxismen og anarkismen, og dels i det historiske hændelsesforløb, som også tidligere er beskrevet.
1.4 Praktiske oplysninger til læseren
Her følger et par praktiske oplysninger til læseren: I Rusland benyttede man sig frem til 1918 af den Julianske kalender, som var 13 dage efter den Gregorianske kalender. Det er ikke i alle kilder angivet hvilken af de to kalendere, der benyttes, og der kan derfor være visse problemer med dateringen. Dette ændre dog ikke noget væsentligt i forståelsen af den politiske udvikling og desuden forgår de fleste af de begivenheder, som jeg vil beskæftige mig med i dette projekt, efter indførelsen af den Gregorianske kalender.
En del bynavne i Rusland har i tidens løb skiftet navn. Byen Petrograd hed før 1. Verdenskrig Skt. Petersborg, den skiftede navn ved krigens udbrud af nationalistiske grunde. Efter Lenins død skiftede byen navn til Leningrad og efter Sovjetunionens sammenbrud har den igen fået navnet Skt. Petersborg. Petrograd var i øvrigt Ruslands hovedstad frem til 1918 hvorefter regeringsbyen blev Moskva. Den ukrainske by som i dag hedder Dnepropetrovsk hed under Makhno-bevægelsen Ekaterinoslav og byen Saporosje hed Aleksandrovsk.
Også de revolutionære organisationer i Rusland har skiftet navne. Fra 1903 var Lenins parti kendt under navnet »bolsjevikkerne«, men i 1918 skiftede det navn til »Det Russiske Kommunistiske Parti (Bolsjevikker)«.[3] Makhno-hæren havde også flere navne. Makhno-hæren hed i første omgang »Batko Makhno Hæren« og siden »Batko Makhnos Revolutionære Partisan Hær« men som del af Den røde Hær hed den »3. Trans-Dnieper Brigade« og »1. Ukrainske Revolutionære Oprørs-Division«. Siden hen fik Makhno-hæren navnet »Ukraines Revolutionære Oprørs-Hær (Makhnovister)«,[4] som den er mest kendt under. I min anvendelse af de forskellige by- og organisationsnavne vil jeg så vidt muligt forsøge at benytte de navne, som var gældende i de perioder, jeg vil beskrive.
Hvad
angår måden at stave de russiske ord og navne på er der stor uenighed. Dette
vil betyde at der i mit projekt vil optræde citater hvor stavemåden er
forskellig fra den stavemåde, jeg ellers benytter i projektet.
[1]Kulak er den russiske betegnelse for de rigeste bønder, som ofte benyttede sig af lønnet arbejdskraft.
[2]Hobsbawm, Eric J.: Banditter - om ædle røvere, hævnere, gangaceiros og haiduk´er. Politisk Revy, København, udgivelsesår ikke angivet.
[3]Den Store Danske Encyklopædi bind 3. Nordisk Forlag, København, 1995. S. 208.
[4]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 96.
Return to The Nestor Makhno Archive
Other pages connected to this site: