Makhno-bevægelsen 1918-1921

De to ideologier som stod overfor hinanden i konflikten mellem Makhno-bevægelsen og Sovjet-republikken var anarkismen og marxismen. Striden mellem de to ideologier har deres udspring i konflikten mellem Michail Bakunin og Karl Marx i 1. Internationale. Kampen mellem Bakunin og Marx blev central for arbejderbevægelsens senere historie, da det var som resultat af denne, at udspaltningen af en isoleret anarkistisk gren af arbejderbevægelsen begyndte. Siden denne spaltning har der udviklet sig en dyb teoretisk kløft mellem anarkismen og marxismen. Marxismen og anarkismen har det samme endemål; nemlig en omstyrtelse af den kapitalistiske stat og etableringen af et stats- og klasseløst samfund - altså kommunismen. Uenighederne mellem de to ideologier drejer sig primært om overgangssamfundet før en etablering af det kommunistiske samfund er muligt samt revolutionsopfattelsen og de revolutionæres rolle. I spørgsmålet om overgangssamfundet er anarkister og marxister uenige om nødvendigheden af at etablere en overgangsstat i fasen mellem kapitalismen og kommunismen. I spørgsmålet om revolutionsopfattelse går uenigheden dels på om revolutionen skal være social/økonomisk eller politisk og hvad drivkraften i denne revolution er. Marxismen taler om de økonomiske kræfter, mens anarkismen derudover inddrager en forestilling om en universel menneskelig frihedstrang. Det sidste større spørgsmål som skiller anarkisterne og marxisterne er de revolutionæres rolle i en revolution. Marxisterne taler for nødvendigheden af et politisk parti, som kan udgøre en revolutionær ledelse, mens anarkisterne mener at der ikke må etableres nogen ledelse udenfor arbejderklassens egne økonomiske og sociale klasseorganisationer.

Når disse modsætninger er nævnt, skal man også huske på, at de to ideologier trods alt begge udspringer af arbejderbevægelsen, de tilhøre den samme familie, og har i hele de 19. og 20. århundrede gensidigt påvirket hinanden. Marx og Bakunin anerkender således dele af hinandens tanker; Bakunin anerkendte f.eks. hele Marxs økonomiske analyse af den kapitalistiske økonomi og begyndte på at oversætte Marxs Kapitalen til russisk.

Det første problem i en gennemgang af marxismen er at afgrænse marxismen. Jeg vil i første omgang koncentrere mig om Karl Marxs og Friedrich Engels´ marxisme; dermed vil jeg ikke forholde mig til alt det, der sidenhen er publiceret i marxismens navn. Dog vil jeg efterfølgende beskrive den særlige leninistiske form for marxisme, ikke at forveksle med marxismen-leninismen.[27]

Marxismen har en politisk revolutionsopfattelse. For Marx var erobringen af statsmagten det afgørende for gennemførelsen af en socialistisk revolution. Det er gennem denne statsovertagelse at den økonomiske side af revolutionen i form af nationalisering af produktionen skal gennemføres og sikres. Sikringen af revolutionen består i etableringen af en arbejderstat, som skal udøve et klassediktatur (proletariatets diktatur) i den ikke nærmere tidsbestemte overgangsfase mellem kapitalismen og kommunismen, som marxister ofte benævner socialismen. Marx gik ind for en temmelig centraliseret statsmagt, og han så ikke noget problem i at proletariatet skulle repræsenteres af dette organ. For det var en selvfølge for Marx, at denne stat ville tjene proletariatets interesser - staten er jo en klassestat og arbejderklassen er under socialismen den herskende klasse. Det var Marxs opfattelse, at denne nye stat, efterhånden som klassemodsætningerne forsvandt, også ville dø bort; når klasserne ikke længere eksisterer, vil der heller ikke være behov for et klassediktatur. Marxs endemål er altså et statsløst samfund. Marxs revolutionsopfattelse bygger på en materialistisk historieopfattelse, hvor produktionsmidlernes udvikling er den drivende kraft i historien. På visse stadier af denne udvikling vil de eksisterende produktionsforhold hindre en videre udvikling af produktionsmidlerne. På disse tidspunkter i historien vil klassekampen tilspidses og resultere i en revolution, som igen bringer forholdet mellem produktionsforhold og produktionsmidlernes udvikling i balance. Under kapitalismen er det ifølge Marx industriproletariatet, der udgør den revolutionære kraft. Marx bygger sin opfattelse af industriproletariatet på to teser: 1.) Proletariatet vil i et fuldt udviklet kapitalistisk samfund, hvor andre produktionsmåder er elimineret, være den eneste revolutionære kraft. 2.) Proletariatet er den eneste klasse, som har socialismen som sin dominerende klasseinteresse. Både bønderne og småborgerskabet har mulighed for at realisere sine interesser i et kapitalistisk samfund, hvor borgerskabet er den herskende klasse. Elendighed kan drive andre klasser til oprør, men om dette resultere i socialisme afhænger i følge Marx af, om disse klasser allierer sig med proletariatet.

Revolutionen opstår ifølge Marx ikke spontant. Det er nødvendigt, at det kommunistiske mindretal i befolkningen organisere sig i et politisk parti, som kan lede proletariatet og overtage statsmagten. Kommunisternes lederskab hæver sig over masserne og repræsenterer hele proletariatets objektive interesser. Denne særlige stilling begrunder Marx med at: “(...) teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater.”[28]

Sidst vil jeg nævne at Marx og Engels værker også indeholder mindre autoritære sider som bl.a. kommer til udtryk i perioden efter Pariserkommunen i 1871, hvor Marx var inspireret af den selvorganisering og føderalistiske struktur, som prægede det revolutionære styre i Paris. Denne side af Marx ses bl.a. i teksten Borgerkrigen i Frankrig.[29]

Den særlige form for marxisme, der dominerede Det Russiske Kommunistiske Parti i den periode, jeg behandler, er primært formuleret af Vladimir Iljitj Lenin og betegnes leninisme. Jeg vil i denne opgave dog også behandle de dele af denne herskende retning, som blev formuleret af Leon Trotskij. Dette vil jeg, fordi Trotskijs ideer på langt de fleste punkter stemmer overens med leninismen, og fordi den leninisme, som herskede i kommunist partiet, på mange områder var en syntese af Lenins og Trotskijs idéer. Desuden mener jeg, at man først kan begynde at tale om en selvstændig trotskijstisk marxisme efter Lenins død i forbindelse med striden mellem Stalin og Trotskij.

Leninismen skiller sig ud fra den af Marx formulerede marxisme[30] ved meget klart at formulere ideen om en stærkt centraliseret stat og et revolutionært lederskab bestående af intellektuelle og de mest klassebevidste industriarbejdere organiseret i et hierarkisk avarntgardeparti. Leninismen forstærker således nogle af de autoritære træk, som i forvejen fandtes i marxismen.

Leninismen har ligesom den øvrige marxisme en politisk revolutionsopfattelse, hvor statsmagten er det vigtigste middel til at gennemføre den socialistiske revolution. Lenin og Trotskij, som begge var skolede marxister, anså det for umuligt at der skulle forekomme en socialistisk revolution i et tilbagestående land som f.eks. Rusland. Grunden til at bolsjevikkerne alligevel støttede en socialistisk revolution i Rusland i 1917 var, at Trotskij havde udviklet teorien om den permanente revolution, en teori som også Lenin tilsluttede sig i 1917. Ifølge denne teori er det muligt at springe over den borgerlige kapitalistiske fase i historien. Dette sker ved at proletariatet i et feudalistisk præget samfund laver en socialistisk revolution, som breder sig til andre lande med en højt udviklet kapitalisme.

Bolsjevikkerne havde det, man kalder en leninistisk partiopfattelse. Denne partiopfattelse bygger på Lenins idé om, at arbejderklassen ikke selv kan fostre tanken om socialisme, og derfor skal den tilføres udefra via et politisk parti. Denne mistillid til arbejderklassens evner havde Lenin primært fra den tyske socialdemokrat Kautsky, som mente at: “Den socialistiske bevidsthed er et vigtigt, udefra kommende, element i proletariatets klassekamp, ikke noget, som spontant opstår i arbejderklassen selv.”[31] Lenin formulerede det på denne måde: “Historien viser i alle lande, at arbejderklassen ved egen kraft kun kan nå til en fagforeningsbevidsthed, det vil sige til den overbevisning, at det er nødvendigt at forene sig i fagforeninger, tage kampen op mod arbejdsgiverne, afkræve regeringen en eller anden arbejdervenlig lov, etc.” og videre “Den politiske klassebevidsthed kan arbejderklassen kun have fået udefra, det vil sige udenfor den økonomiske kamp, udenfor komplekset af sammenhænge mellem arbejdere og arbejdsgivere.”[32] Denne partiopfattelse bygger på den opfattelse at den sociale revolution ikke er spontan, men kræver en bevidst minoritet udenfor arbejderklassen, som kan fungere som katalysator og ledelse af den revolutionære bevægelse. Leninismen legitimerer denne minoritets ledende rolle med henvisning til marxismens påstået videnskabelige grundlag, og som sådan kan det marxistiske parti hævde at repræsentere det samlede proletariats objektive klasseinteresser.

Efter en revolution mente Lenin ikke, at det var muligt at organisere samfundet uden en stat, altså skulle arbejderklassens magt centreres i en proletarisk stat, proletariatets diktatur. Denne nye stats opgave var dels at sikre revolutionen med magt og dels at overtage og styre produktionen. Når bolsjevikkerne talte om proletariatets diktatur, spillede partiopfattelsen også en afgørende rolle. Bolsjevikkerne var af den opfattelse at det revolutionære parti repræsenterer hele arbejderklassen, og der var derfor ikke nogen principiel modsætning mellem proletariatets diktatur og partiets diktatur. Således vender Trotskij sig I Terrorism and Communism imod politiske koalitioner og argumentere i stedet for partiets uindskrænkede diktatur: “The exclusive role of the Communist Party under the conditions of a victorious proletarian revolution is quite comprehensible. The question is of the dictatorship of a class. In the composition of that class there enter various elements, heterogeneous moods, different levels of development. Yet the dictatorship pre-supposes unity of will, unity of direction, unity of action. By what other path then can it be attained? The revolutionary supremacy of the proletariat pre-supposes within the proletariat itself the political supremacy of a party, with a clear programme of action and a faultless internal discipline. The policy of coalitions contradicts internally the regime of the revolutionary dictatorship. We have in view, not coalitions with bourgeois parties, of which of course there can be no talk, but a coalition of Communists with other "Socialist" organizations, representing different stages of backwardness and prejudice-of the laboring masses. (…) The coalition of the Bolsheviks with the Left Socialist Revolutionists, which lasted for several months, ended with a bloody conflict. True, the reckoning for the coalition had to be paid, not so much by us Communists as by our disloyal companions. Apparently, such a coalition, in which we were the stronger side and, therefore, were not taking too many risks in the attempt, at one definite stage in history, to make use of the extreme Left-wing of the bourgeois democracy, tactically must be completely justified. But, none the less, the Left S.R. episode quite clearly shows that the regime of compromises, agreements, mutual concessions - for that is the meaning of the regime of coalition - cannot last long in an epoch in which situations alter with extreme rapidity, and in which supreme unity in point of view is necessary in order to render possible unity of action. We have more than once been accused of having substituted for the dictatorship of the soviets the dictatorship of our party. Yet it can be said with complete justice that the dictatorship of the soviets became possible only by means of the dictatorship of the party. (...) In this »substitution« of the power of the party for the power of the working class there is nothing accidental, and in reality there is no substitution at all. The communists express the fundamental interests of the working class. It is quite natural that, in the period in which history brings up those interests, in all their magnitude, on to the order of the day, the communists have become the recognized representatives of the working class as a whole.”[33] Lenin så heller ikke nogen modsætning mellem klassens og partiets diktatur, i »venstre« – kommunismen en børnesygdom skrev han således: “Allerede problemstillingen: »Partiets diktatur eller klassens diktatur? Ledernes diktatur (parti) eller massernes diktatur (parti)?« vidner om en ganske utrolig og håbløs tankeforvirring. (…) [fordi] at klasserne sædvanligvis og i de fleste tilfælde ledes af politiske partier (…) og politiske partier i reglen ledes af mere eller mindre faste grupper af de mest autoritative, mest indflydelsesrige, mest erfarne personer, som er valgt til de mest ansvarsfulde poster, og som kaldes førere. (…) at svinge sig op til generelt at stille massernes diktatur i modsætning til ledernes diktatur er en latterlig meningsløshed og dumhed.”[34] At Lenin ikke at den nye stats klassediktatur skulle udøves af det samlede proletariatet selv men derimod af det kommunistiske parti, fremgår tydeligt af følgende citat: “Det er sådan, at partiet så at sige opsuger proletariatets avantgarde, og denne avantgarde gennemfører så proletariatets diktatur.”[35]

Ifølge leninismen kan forsvaret af revolutionen ikke varetages af arbejderklassen selv gennem f.eks. arbejdermilitser. I stedet for skal den nye arbejderstat etablere en stående hær, som kan forsvare statens interesser mod indre såvel som ydre fjender. Denne hær opfattes som en revolutionær proletarisk hær, selvom den benytter sig af militære specialister og officerer fra den gamle stats hær. Lenin mente ikke, at der var problemer i på denne måde direkte at overtage den gamle stats organer. Proletariatets kontrol over hæren og andre dele af den gamle stats magtapparat skulle ifølge Lenin gå gennem arbejderstaten, som sikrede hærens loyalitet ved at placere politiske kommissærer i alle dele af den.

En afgrænsning af anarkismen er et endnu større problem end afgrænsningen af marxismen. Anarkismen udgør i mindre grad end marxismen en sammenhængende doktrin. Man kan ikke henvise til en oprindelig anarkisme eller til en ideologs værker, som man i et vist omfang kan i forhold til marxismen. Anarkismen udgør flere forskellige retninger, som på nogle punkter ligger langt fra hinanden. Den største retning indenfor anarkismen er den anarko-syndikalistiske, men derudover findes der også anarkistiske kommunister, individualistiske anarkister og sågar kristne anarkister. Ved siden af denne opdeling findes der også en stadig større gruppe af pacifistiske anarkister, som går på tværs af de forskellige retning. Denne pacifistiske retning er inspireret af den kristne anarkist Tolstoy. De individuelle anarkister bygger i høj grad deres tanker på Max Stirner. Den anarkisme, som jeg har tænkt mig at behandle i dette afsnit, er en blanding af de to nært beslægtede retninger; anarko-syndikalismen og anarko-kommunismen. Begge disse retninger henter deres inspiration i Michail Bakunins og Peter Kropotkins tanker. Langt de fleste anarkistiske tænkere og organisationer placere sig indenfor en af disse to retninger eller et sted imellem dem.

Den anarkistiske revolutionsopfattelse er social/økonomisk. Anarkisterne ønsker ikke at erobre statsmagten eller på anden måde indføre et nyt politisk styre. Den anarkistiske revolution har alene et socialt og økonomisk mål, som består i producenternes overtagelse af produktionsmidlerne. For at dette mål kan realiseres og for at forhindre et nyt klasseoverherredømme skal staten afskaffes. Anarkisterne mener, at enhver stat vil tjene et mindretals interesser; at selve den over- og underordning som statsmagten forudsætter vil frembringe en ny privilegeret klasse, som vil udøve sit herredømme over samfundets øvrige klasser. Anarkister mener derfor ikke, at staten kan bruges til at afskaffe klassesamfundet - enhver statsmagt både den borgerlige og den socialistiske vil altid frembringe et privilegeret mindretal, som Bakunin formulerede det: “Marxisterne hævder, at kun diktaturet, vel at mærke deres eget, kan skabe frihed for folket; hvortil vi svarer, at intet diktatur kan have noget andet mål end at vare længst muligt, og at det kun er i stand til at slavebinde det folk, som underkaster sig det, og afrette dette sidste så det vænner sig til slaveriet. Friheden kan kun skabes af friheden, det vil sige gennem hele folkets rejsning og gennem de arbejdende massers frie organisering nedefra og op.”[36] Anarkister opererer ikke med en speciel samfundsorganisering i overgangsfasen fra kapitalismen til det kommunistiske stats- og klasseløse samfund. Anarkisterne mener, at samfundet, umiddelbart efter at den borgerlige stat er knust, skal organiseres på en måde som også skal fortsætte ind i den kommunistiske fase. Den anarkistiske samfundsmodel bygger på kollektiv ejendomsret og selvforvaltning. Det vil sige, at ikke staten men arbejderne selv skal overtage produktionsmidlerne direkte og selv planlægge og styre produktionen uden statslig indblanding. Disse selvorganiserede producentsammenslutninger skal så samles i en føderalistisk struktur af produktionsenheder, institutioner, regioner og kommuner organiseret fra neden. Den anarkistiske føderalisme er frivillig og er tænkt som et internationalt system af geografiske og industrielle føderationer.

Anarkister er ligesom marxister materialister, men anarkisterne tillægger ikke produktionsmidlernes udvikling den samme rolle som drivkraft i historien. Anarkister opererer med en universel menneskelig trang til frihed som en vigtig revolutionær drivkraft. Bakunin pegede også på elendighed som en drivkraft, som kunne starte en revolution. Hvor marxismen har en klar analyse af arbejderklassen som den revolutionære klasse, der kan indføre socialismen, er anarkismen delt i flere forskellige opfattelser. Bakunin taler om masserne eller folket, men hvem disse grupper mere præcist består af uddyber han ikke. Bakunin taler andetsteds om blomsten af proletariatet, hvilket viser at hans teori om elendigheden som revolutionær drivkraft i perioder havde indflydelse på, hvilke grupper han betragtede som potentielt revolutionære: “(...) med dette udtryk mener jeg ikke, som marxisterne, det højere, mest kultiverede og bedst stillede lag af arbejderklassen, dette lag af halvt borgerliggjorte arbejdere (...). Med blomsten af proletariatet mener jeg frem for alt denne store masse, disse ukultiverede, arveløse, elendige og analfabetiske millioner, som Engels og Marx agter at underkaste en meget stærk regerings faderlige regime (...). “.[37] Bakunin mente også at bønderne skulle inddrages i den revolutionære bevægelse, hvilket han bl.a. gør rede for i teksten Nedvurdering af bønderne: en fordom.[38] Bakunins engagement i 1. internationale betød, at han i større og større udstrækning så industriproletariatet som den revolutionære klasse, og han var med til at lægge spirerne til anarko-syndikalismen i 1. Internationale. Anarko-syndikalismen er den retning indenfor anarkismen, der op gennem historien har haft størst indflydelse, og den ser industriproletariatet som den vigtigste revolutionære klasse. Det er anarko-syndikalisterne der mest overbevisende har formuleret en revolutionær strategi for den praktiske gennemførelse af revolutionen.

Anarkister mener ikke, at der skal eksistere en revolutionær katalysator eller ledelse udenfor eller over arbejderklassen. Anarkismen bygger på en opfattelse af revolutioner som spontane, og anarkisterne ser partierne som snyltere, der ved at overtage den revolutionære ledelse bruger arbejderklassens revolutionære magt til at bringe sig selv til magten. Anarkisterne tror ikke på at et politisk parti kan repræsentere den samlede arbejderklasses objektive interesser - arbejderklassen kan ikke lade sig repræsentere. Anarkisterne bruger ofte parolen fra 1. Internationale: Arbejdernes frigørelse kan kun være arbejdernes eget værk. Det som anarko-syndikalismen stiller i stedet for partiet er den revolutionære fagforening. Disse fagforeninger er tænkt som rene økonomiske sammenslutninger, hvis mål er arbejdernes direkte overtagelse af produktionsmidlerne. Udover denne revolutionære rolle mener anarko-syndikalisterne også at fagforeningerne skal fungere som skoler i anarkisme; de skal forberede og uddanne arbejderne, så de har de organisatoriske færdigheder, som gør dem i stand til selv at planlægge og styre produktionen. Fagforeningernes tredje opgave er ifølge anarko-syndikalisterne efter revolutionen at udgøre grundelementerne i det anarkistiske samfund og erstatte statens rolle. Anarkisterne skal ikke organisere sig som en politisk magt udenfor disse klasseorganisationer, men virke indenfor dem som rådgivere og inspiratorer. Det er anarkisternes opfattelse, at alle arbejderklassens politiske retninger på lige fod skal arbejde i klasseorganisationerne men uden at organisere sig under et ideologisk banner. På dette punkt har anarkister dog ofte brudt med deres principper, f.eks. i den spanske anarko-syndikalistiske fagbevægelse C.N.T,[39] hvor anarkisterne organiserede sig selvstændigt i F.A.I[40] for herigennem at forsøge at holde C.N.T fast på et revolutionært anarkistisk grundlag. En enkelt anarkistisk retning nemlig platformisterne mener, at det er nødvendigt med denne politiske organisering, som kan arbejde på et ideologisk grundlag indenfor klasseorganisationerne.

Det er tvivlsomt, om man overhovedet kan tale om en egentlig makhnovistisk retning indenfor anarkismen, men jeg vil alligevel af nemheds grunde bruge denne betegnelse om den anarkisme, som prægede Makhno-bevægelsen. Den anarkisme, som repræsenteres af Makhno-bevægelsen, er dels formuleret af Nestor Makhno og dels af de intellektuelle som f.eks. Volin, der sluttede sig til bevægelsen. Makhno selv var stærkt inspireret af den anarkistiske kommunisme og var siden 1906 medlem af en anarko-kommunistisk gruppe i sin fødeby Guljai-Polje. Selvom flere intellektuelle anarkister forsøgte at påvirke Makhno-bevægelsen forblev dens anarkisme en lidt primitiv bondeanarkisme med udgangspunkt i anarko-kommunismens ideer om et samfund bestående af frit sammensluttede kommuner.

Makhnovismens revolutionsopfattelse bygger ligesom den øvrige anarkisme på at revolutionen opstår spontant, og at dens mål er sociale og økonomiske og ikke politiske. Makhnovismen ser både industriarbejderklassen og bønderne som vigtige revolutionære kræfter.

Ifølge makhnovismen er anarkisternes rolle principielt den samme som i anarkismen i øvrigt; nemlig at vejlede og inspirere. Men Makhno-bevægelsen fik en lidt anderledes rolle, idet de områder, som var under bevægelsens kontrol, var befriet af og beskyttet af bevægelsens militære afdeling. Man kan med rette stille spørgsmålet, om dette er et udtryk for at arbejdernes frigørelse er deres eget værk, eller om der er tale om en politisk organisation, som handler på vegne af arbejderne. Makhno opfattede ikke selv sine militære operationer som identiske med den sociale revolution, han så dem kun som et middel til at bane vejen for den sociale revolution. Selve gennemførelsen af revolutionen var på den måde stadig op til arbejderne og bønderne selv. I de proklamationer som Makhno-hæren offentliggjorde, når de erobrede et område hed det: “(...) This army does not serve any political party, any power, any dictatorship. On the contrary, it seeks to free the region of all political power, of all dictatorship.(...) The Makhnovist Army does not therefore represent any authority. (...) The freedom of the peasants and the workers belongs to themselves, and should not suffer any restriction. It is up to the workers and peasants themselves to act, to organise themselves, to reach mutual understanding in all fields of their lives, in so far as they desire it, and in whatever way they may think right.”[41]

Makhnovismens ideal samfund bygger på klare anarkistiske principper. Det hedder således at de kæmper for: “(...) the creation of a TRUE SOVIET SOCIALIST ORDER (...).”[42] Og med dette mente makhnovisterne at: “The working people themselves must freely choose their own soviets, which will carry out the will and desires of the working people themselves, that is to say, ADMINISTRATIVE, not ruling, soviets.”[43] Produktionsmidlerne skal ifølge makhnovismen kollektiviseres gennem arbejdernes direkte overtagelse af produktionen, det hedder bl.a. at: ”The land, the factories, the workshops, the mines, the railroads and the other wealth of the people must belong to the working people themselves, to those who work in them, that is to say, they must be socialized.”[44] Og denne kollektiviserede produktion skal drives ved at den samlede arbejderklasse: “(...) will run enterprises themselves, through their trade unions, getting production under way and striving to tie together all industry in the country in a single, unitary organization.”[45]

Makhnovismen ligger forsvaret af revolutionen i hænderne på en partisanhær og arbejdermilitser, og den afviser enhver tanke om at etablere en stående hær. I de områder hvor Makhno-bevægelsen havde kontrollen, opløste man andre hær- og politienheder og erklærede at: “State militia, policemen and armies are abolished. Instead of them the people will organize their own selfdefense. Self-defense can be organized only by workers and peasants.”[46] Det militære forsvar af revolutionen skal ifølge makhnovismen varetages af en partisanhær, som, når dens opgave er løst, skal opløses, og herefter skal det anarkistiske samfund beskyttes af arbejdermilitser, som organiseres direkte af arbejderklassen i forskellige bydele og landområder.

[27]Marxisme-leninisme er en betegnelse som bruges af den særlige udformning af marxismen som blev udviklet af Josef Stalin og dækker over det samme som betegnelsen Stalinisme.

[28]Marx, Karl og Engels, Friedrich: Det kommunistiske manifest. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1976. S. 28.

[29]Marx, Karl: Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig). Forlaget Tiden, København, 1946.

[30]Marx brugte ikke betegnelsen marxist eller marxisme.

[31]Guérin, Daniel: Anarkismen. Borgens Forlag, udgivelsessted ikke angivet, 1979. S. 152.

[32]Cohn-Bendit, Daniel og Gabriel: Venstreradikalismen. Rhodos, udgivelsessted ikke angivet, 1968. S. 271f.

[33]Trotsky, Leon: Terrorism and Communism. New Park Publications, London, 1975. S. 122f.

[34] Lenin, V. I.: Udvalgte værker bind 12. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1976. S. 31ff.

[35]Brunse, Niels (red.): Parti, stat og fagforeninger. Rhodos, København, 1976. S. 99.

[36]Bakunin, Michail: Autoritet eller selvforvaltning?. Borgens Forlag, udgivelsessted ikke angivet, 1979. S. 54.

[37]Ibid. S. 142f.

[38]Ibid. S. 97ff.

[39]Confederación Nacional del Trabajo, spansk anarko-syndikalistisk fagbevægelse, grundlagt 1911.

[40]Federación Anarquista Iberica, spansk anarkistisk organisation, grundlagt 1927.

[41]Voline: The Unknown Revolution 1917-1921. Black Rose Books, Canada, 1990. S. 628.

[42]Arshinov, Peter: History of the Makhnovist Movement 1918-1921. Freedom Press, London, 1987. S. 265.

[43]Ibid. S. 273.

[44]Ibid. S. 273.

[45]Ibid. S. 266.

[46]Ibid. S. 267.